Gå til hovedindhold

Hvem er vi

Skødstrup Dagtilbud består af 10 afdelinger: 6 integrerede institutioner, 2 børnehaver, 1 vuggestue og 1 dagplejeafdeling.

  • Læs op

Indhold

    Barndommen har en unik værdi i sig selv og er helt afgørende for hele livsforløbet. I Skødstrup Dagtilbud tilbyder vi et udviklende og trygt miljø for dit barn - lige fra de første skridt i vuggestuen eller dagplejen til aflevering ved skolestart.

    En del af fællesskabet

    Det er vigtigt for os, at alle børn har mulighed for at være en del af et fællesskab. Dit barn bliver derfor mødt af omsorgsfulde, nærværnede og engagerede voksne, der har øje for det enkelte barn, og som understøtter, at alle børn indgår i sociale fællesskaber. Vi laver små og store grupper i løbet af dagen, og vi tilbyder læringsmiljøer, der fordrer, at børnene samarbejder og styrker børnefællesskabet og det enkelte barns sociale udvikling.

    Vi møder børnene med anerkendelse og respekt, og personalet agerer roligt, anerkendende og respektfuldt i samvær med børnene.

    En legende tilgang til livet

    Vores hverdag er bygget op omkring en tydelig struktur. Samtidig tilbyder vi en varieret hverdag med mange forskellige læringsmiljøer, der understøtter børnenes perspektiv og leg. Vi ser legen som grundlæggende for børns sociale og personlige læring og udvikling, og legen fremmer fantasi, virkelyst, sprog, nysgerrighed, sociale kompetencer, selvværd og identitet. 

    Vores fysiske rammer er inde og ude indrettet til både små og store grupper, og til både stille aktiviteter og aktiviteter, der kræver plads til bevægelse. Vi fokuser på at give børnene plads til at opleve deres omverden med alle sanser, vi inddrager naturen i læringsmiljøerne, vi dyrker frugt og grønt, og vi dyrker bevægelsesglæden.

    Samarbejde på tværs og med forældre

    Skødstrup Dagtilbud er et stort dagtilbud med cirka 550 børn. Vi gør meget ud af at dele erfaringer og kompetencer på tværs af afdelingerne, så det kommer alle børn til gode. Samtidig har vi et tæt samarbejde med Skødstrup Skole, så børnene får en blød landing i børnehaveklassen.

    Som forælder er du den vigtigste voksne i dit barns liv, og vi lægger stor vægt på et godt og gensidigt samarbejde med dig. Et godt samarbejde giver dit barn de bedste vilkår for at udvikle sig i forhold til læring, trivsel, udvikling og dannelse. Vores dør er altid åben.

    Vi glæder os til at byde dig og dit barn hjertelig velkommen i Skødstrup Dagtilbud.

    Opsamling på tilsyn

    Her finder I en opsamling på det hidtidige tilsyn i Skødstrup dagtilbud. Opsamlingen er udarbejdet af dagtilbudsledelsen og en konsulent fra Børn og Unges forvaltning og er en del af det samlede arbejde med vurderingen af kvaliteten i Aarhus Kommunes dagtilbud. Opsamling løber indtil 20. juni 2024. Der arbejdes og føres løbende tilsyn med kvaliteten i dagtilbuddet i ledelseslinjen.

    Link til referat af tidligere tilsyn

     

    Du kan altid få dit barn passet på almindelige hverdage i Skødstrup Dagtilbud. Almindelige hverdage er alle dage undtaget lørdage, søndage og helligdage.

    I perioder, hvor fremmødet af børn er lavt, kan afdelingerne holde lukket. Det vil sige på dage, hvor mange forældre og børn holder fri, og hvor der derfor kun er få børn med pasningsbehov.

    I disse perioder har vi åbent i én eller flere af dagtilbuddets afdelinger, hvor alle børn med pasningsbehov passes. Når vi kender det konkrete pasningsbehov, giver vi besked om, hvilken afdeling der holder åbent.

    Vi holder fællespasning på følgende dage:

    • Uge 29 og 30
    • De tre dage før påske
    • Dagen efter Kristi Himmelfartsdag
    • Den 24. og 31. december
    • Dagene mellem jul og nytår
    • Den 23. december, når den falder på en mandag
    • Den 2. januar, når den falder på en fredag
    Sidst opdateret: 16. april 2024