Gå til hovedindhold

Væksthuset 0-6 år

Velkommen til Væksthuset. Vi er en integreret institution med et fantastisk udeområde og dygtige og nærværende voksne, der giver dit barn den bedste start på livet.

Børn på cykler på legeplads
  • Læs op

Indhold

    Væksthuset er en integreret institution med 22 børn i vuggestuen og 35-40 børn i børnehaven. Mange forældre har et langt samarbejde med os, da deres børn går hos os over mange år.

    Både børn og forældre oplever en tryg, varm og omsorgsfuld dagligdag hos os, hvor søskende kan være sammen, og personalet kender familien.

    Trygheden er en forudsætning for, at børnene kan udfolde og udvikle sig og skabes af nærværende personale med en høj faglighed.

    Fællesskab og nysgerrighed på livet

    Vi ser det enkelte barn som noget særligt, så både børn og forældre føler sig set, mødt og forstået. Vi har en tæt dialog og et godt samarbejde med forældrene. Og vi følger det enkelte barn tæt, og tager hånd om, at det udvikler sig, som det skal.

    Vi går meget op i at styrke børnenes sociale kompetencer og sørger for, at børnene føler sig om en del af et fællesskab. Vi har en god, tryg og anerkendende grundstemning i institutionen.

    Nysgerrighed på livet er en vigtig værdi for os i Væksthuset. Vi har et stort udeområde med mange læringsrum og mulighed for udfordringer. Børnene er meget ude og oplever året rundt naturen og dens mangfoldighed.

    Leg og læring hænger sammen

    Vi arbejder målrettet med pædagogiske læreplaner og forskellige temaer, der følger årets gang. For os hænger leg og læring sammen, og der er læring i alt, vi foretager os.

    Som forælder skal du vælge Væksthuset, hvis dit barn skal gå i en integreret institution, hvor søskende kan være sammen i flere år. Vi tilbyder en institution med et spændende udeområde og et fagligt dygtigt og nærværende personale, der giver dit barn den bedste start på livet.

    Sådan ser her ud

    Forrige Næste

    Vi har et stort, kuperet udeområde med natur og legeplads og dode, indbydende bygninger, der understøtter det pædagogiske arbejde.

    Vi har to ladcykler til ture i nærmiljøet og skov og strand og adgang til multihallen på Skødstrup Skole.

    Læs mere om Væksthuset 0-6 år

    Væksthuset er en integreret institution med 21 vuggestuebørn og 35-40 børnehavebørn.

    Vuggestuen er opdelt i de to stuer Engen og Skoven. Der vil være 10 eller 11 børn på hver stue og 'Den lille legeplads'.

    Børnehaven er normalt funktionsopdelt med tre grupper, hvor børnene er blandet på tværs af alder. Under corona har vi valgt at opdele børnene i aldersopdelte grupper. De største har base i Pavillonen og har udeområdet 'Det grønne'. Mellem-børnene og Mindste-børnene har base i børnehavelokaler i Væksthuset og 'Den store legeplads'.

    Personalet består af:

    • 7 pædagoger,
    • 1 pædagogisk assistent,
    • 5 pædagogmedhjælpere,
    • 1 pædagogisk leder.
    • Desuden kan der i perioder være studerende og personale i jobprøvning.

    Vores hverdag er bygget op om en genkendelig ramme, så børn og voksne ikke skal bruge energi på ”Hvad skal vi så nu”, men kan forholde sig til det, vi skal være sammen om.

    I Væksthuset ønsker vi at skabe de bedste vilkår for en tryg og udviklende barndom. Vi lægger stor vægt på kvalitet og nærvær i relationerne, og dialogen mellem personale og forældre er med til at skabe sammenhæng og tryghed for barnet.  

    Dagens aktiviteter i vuggestuen

    6.30

    Dagen begynder for de første børn. Den første halve time er børnehavebørn og vuggestuebørn sammen.

    7.00

    Vi går ind i vuggestuen. Vi begynder lige så stille med leg og hygge, imens vi tager imod de børn, der kommer.

    8.00

    Der er fire voksne i vuggestuen, og vi deler os på henholdsvis Engen og Skoven.

    8.30

    Begge vuggestuegrupper holder samling, hvor vi synger, siger rim og remser eller får læst en lille historie. Her får vi altid frugt og et stykke rugbrød med smør.

    Det er bedst at aflevere inden kl. 8.30 eller efter kl. 9.00, da vi gerne vil give børnene nærhed og ro under samlingen.

    9.00 

    De børn, der sover to gange, puttes.

    Tiden mellem 9-10.30 er forbeholdt forskellige pædagogiske aktiviteter som både kan være inde og ude. Hver formiddag deler vi os op i mindre grupper og laver aktiviteter, der spejler sig i vores læreplanstema. Hver torsdag tager vi på tur ud af huset. Vi cykler ofte til strand og skov.

    Aktiviteterne hen over dagen er målrettet børnenes forskellige udviklingstrin. Vi inddrager dagligdagens mange smårutiner i det pædagogiske arbejde og understøtter børnene i ’at kunne selv’.

    10.30

    Vi spiser frokost. Børnene skiftes til at dele madpakker ud.

    Når vi har spist, leger børnene på stuen. Vi pusler og putter børnene lidt efter lidt. De børn, der har sovet formiddagslur, hygger sig på en af stuerne sammen med en voksen.

    Ca. 13.30

    De fleste børn er stået op, og vi deler os igen og går på hver vores stue. Her spiser vi eftermiddagsmadpakker. De børn, der sover to gange, puttes.

    14.30

    De fleste børn er færdige med at spise, og eftermiddagsaktiviteterne begynder inde eller ude.

    15.30

    Vi tilbyder børnene frugt.

    16.00

    Vi samles med børnehaven.

    17.00 (16.30 fredag)

    Væksthuset lukker.

     

    Dagens aktiviteter i børnehaven

    6.30

    Dagen i børnehaven begynder for de første børn (forår, sommer og efterår vil institutionen åbne ude under overdækningen på den store legeplads.) og på indedage i fællesrummet.

    8.00

    Vuggestuens børn og personale er rykket ind på deres stuer. Dagen i børnehaven begynder med leg og små aktiviteter i henholdsvis grupperum og fællesrummet. Så snart der er mødt tre voksne ind, fordeler de sig og sætter aktiviteter i gang. Når vi er ude, fordeler vi os på legepladsen.

    8.45

    Vi tisser og vasker hænder. Vi tilbyder børnene et lille måltid – typisk rugbrød og frugt i de aldersopdelte grupper. Herefter er der planlagte pædagogiske aktiviteter. Aktiviteterne tager udgangspunkt i de pædagogiske læreplaner eller konkrete indsatsområder.

    9.00

    Aktivitetsgrupperne fortsætter til ca. kl. 10.30. Nogle børn (duksene) vil herefter sammen med en voksen dække rulleborde, og resten gør klar til samling i de tre grupper.

    10.30

    Vi tisser og vasker hænder.

    10.45

    Når alle er klar, holder vi samling i de tre aldersopdelte grupper. Samlingen har til formål at skabe en god overgang fra aktiviteterne til spisning. Indholdet på samlingen skifter. Det kan tage udgangspunkt i børnenes egne fortællinger. Det kan også være historielæsning eller en sang. Ofte får vi en snak om gruppen.

    11.00

    De tre grupper spiser. Børnene vælger selv, hvad de vil spise fra deres madpakke. Det giver børnene en følelse af selvbestemmelse, en god stemning og tid til snak.

    11.30

    Når vi har spist, går børnene på badeværelset og derefter i garderoben. Begge steder er der en fast voksen, så der er tid til kontakten til det enkelte barn. Vi vægter selvhjulpenhed og læringen i disse hverdagssammenhænge på lige fod med de faste, planlagte aktiviteter.

    Børnene er herefter på legepladsen. Her er der mulighed for at bevæge sig mere frit og bruge mere energi.

    14.00

    Børnene spiser igen i de tre grupper - inde eller ude alt efter vejret.

    15.30

    Vi får lidt frugt, så der er energi sidst på dagen.

    15:45

    Børnehavebørn og vuggestuebørn samles udenfor eller i fællesrummet.

    Kl. 17.00 (Fredag kl. 16.30)

    Væksthuset lukker.

    I Væksthuset spiser vi madpakker til alle måltider. 

    Sådan spiser vi

    Børnene spiser i faste spisegrupper, hvor der er fokus på en hyggelig atmosfære og tid til at spise og samtale. Børnene vælger selv, hvad de vil spise fra deres madpakke. Det giver en følelse af selvbestemmelse samt en god stemning og tid til snak både børnene i mellem og mellem barn og voksen. Om eftermiddagen spiser børnehaven i Café, hvor børnene har fri mulighed til at bestemme hvornår de vil spise. Det giver børnene en følelse af selvbestemmelse og samtidigt får de ro til at lege deres lege færdig.

    Vi anbefaler, at børnene er med til at beslutte, hvad de gerne vil have med i madpakken.

    Vi stemmer om det

    Det er dig som forælder, der er med til at bestemme om der skal være en fælles, selvbetalt frokostordning eller om vi skal have med madpakker med. Vi stemmer om det hvert andet år.

    Læs mere om mad og måltider under aarhus.dk/kost

    Et godt samarbejde

    Som forælder er du den vigtigste voksne i dit barns liv. Derfor er det afgørende for dit barns udvikling og trivsel, at vi kan samarbejde.

    Se, hvordan vi samarbejder med forældre under Fælles i dagtilbuddet.

    Få indflydelse på hverdagen

    I vores forældreråd og bestyrelse har du gode muligheder for at få indflydelse på dit barns hverdag i afdelingen og dagtilbuddet som helhed.

    Se, hvad vores forældreråd og bestyrelse i dagtilbuddet arbejder med under Fælles i dagtilbuddet.

    Dit barns udvikling og trivsel er rigtig vigtig for os. Vi arbejder derfor løbende med at udvikle og forbedre vores pædagogik.

    Læs mere om vores arbejde med børnenes udvikling og trivsel under Fælles i dagtilbuddet.

    Sidst opdateret: 14. november 2023